Fem beretninger fra datiden

Siden tiden hvor de allerførste beretninger om jagt opstod, har jagt på hjort, særligt kronhjorten, været betragtet som den fornemmeste jagt. Konger, fyrster, rigmænd og andet godtfolk har gennem århundreder brugt jagten til at konkurrere samt fremvise status, og dette har affødt en hel del mere eller mindre ejendommelige historier.

Følgende artikel forsøger ikke at give en fuld introduktion til historien om jagten på hjort, her følger blot 5 små underholdende beretninger fra datiden.

• Erik Klippings sidste dag.

Det tidligste eksempel på forfølgelsesjagt i Danmark stammer fra Erik Klipping (ca. 1249 – 1286). Erik Klipping blev som bekendt myrdet i Finnerup Lade d. 22. november 1286, og det skrives, at hans sidste dag på denne jord gik med, at jage hjort og hind. Det må derfor ud fra denne jægers overbevisning antages, at Erik Klipping døde som en lykkelig mand, da han trods sit ulyksalige endeligt, fik sin sidste jagt. Nogle som nok ikke umiddelbart begræd Erik Klippings endeligt, var munkene i klostrene, da de, som det skrives, var noget trætte af, at skulle holde Kongens heste og hunde.

• Hjorte præparater og det kurfyrstelige hof.

At en hjort var et ædelt og nobelt stykke vildt, kom ikke blot til udtryk i hvilken prestige det blev tillagt at jage denne, men også ved hvordan dyret indtog en markant rolle i datidens medicinalindustri. Her et lille eksempel:

Anton Wecks skrev i 1680 ”Beschreibung der Residens und Hauptvestung Dresden” om apotekeren Johann Wechinger, som var ansat ved kurfyrstelig hof i Sachsen. Apotekeren Johann skulle eftersigende på sit lager have haft 41 præparater, som alle stammede fra hjorten. Disse var blandt andre: hjorteklove, skind, tørret kød, bezoarsten (eftersignende en effektiv modgift ved skorpionstik og slangebid, såfremt man skulle være så uheldig, at blive udsat for en af disse) samt hjertevand – En præcis afklaring af definition samt funktion af omtalte hjertevand, må denne forfatter desværre være jer svar skyldig.

• Kong Modus’ jagthåndbog

Jagt er vigtigt, det kan vi alle blive enige om. Jagt er også noget man må tage seriøst, give tid og investere i, og det kan vist roligt siges, at nogle udlever dette mere end andre. Én som gjorde særligt meget ud af jagt og beskrivelsen af denne, var den normanniske adelsmand Henri de Ferriéres, som i 1370’erne skrev et værk om jagt, som skulle danne basis for de næste mange hundrede års jagt. Jagten på hjort får dedikeret hele 12 kapitler i denne samling. Undertegnede jæger har været så heldig (eller uheldig, det må være op til læseren at bedømme), at læse lidt af dette værk – det mærkes på sproget, at det har en små 700 år på bagen! Af værket kan man blandt andet lære om hjortens spor, hvordan den jages og ligeledes hvordan sværdet skal håndteres under jagten! (ingen knivlov i vejen dengang).

• Ludvigs hegn, om markskader og uregerlige bønder.

Vildtskader – en evig genstand for debat. Man vil gerne have hjortvildtet, men det er nu også noget problematisk, når de begynder at tage for mange af afgrøderne. Vi kender det i dag, og de kendte det i 1400tallet. Det blev dog først et anerkendt problem, da Ludvig den XI af Frankrig’s (1423 – 1483) egne jordbesiddelser begyndte at blive angrebet af vildsvin og hjort. Før havde det blot gået ud over bønderne, hvilket jo selvfølgelig ikke kunne udgøre en reel problematik i Kongens øjne.

Værende en resolut mand med rigelige midler og billig arbejdskraft, besluttede Ludvig sig hurtigt for at oprette dyreparker, indfange rigeligt med hjorte og svin, sætte dem under hegn, og dermed slå to fluer med et smæk. Først og fremmest blev egne marker beskyttede, for det andet forhindrende det de forbistrede bønder i, at skyde Kongens vildt – og man slap for at høre på deres jammer. Ja… Det var jo en måde, at løse det på – går den i dag? Det er nok tvivlsomt! På billedet ses et eksempel på hvordan den franske ide, også spredte sig til Danmark, her fra Eremitageslottet.

• En over nakken – med et sværd.

At kende de rigtige ord, ved vi alle er vigtigt. Man bliver hurtig genstand for latterliggørelse, hvis man udbasunerer sine manglende evner inden for den jagtlige terminologi, ved f.eks. at råbe ”då” – hvorefter det faktisk viser sig at være en ”rå” eller ”hind”, som efterfølgende spankulerer ud foran ens jagtkammerater. Hvor der i dag måske straffes ved at betale en bøde i kassen til den årlige julefrokost, eller ved at modtage et par hånlige kommentarer, så tænk over dette: Tidligere – altså den gang ruder konge var knægt, i 1600- og 1700tallet – var det normalt at man fik én over nakken eller bagen med sværdet – heldigvis foreskrev man dog, at det var den flade side af sværdet som blev brugt. Man kan forestille sig, at incitamentet til at kunne sin terminologi var i top!

Bag om artiklen:

Dansk Jagtformidling er forfatteren bag artiklen og desuden medstifter af Dansk Jagtformidling.
Vi er selv ivrige jægerer og jagtinteresserede og står for den daglige drift af siden. Han er desuden din kontakt hvis du har brug for hjælp, har spørgsmål eller andet.
Email: info@danskjagtformidling.dk