Oprettet: 16. december 2014

Sydafrika

Vi kan hos LB Jagtrejser tilbyde jagt og ophold på en farm i det kuperede terræn i Southwell distriktet blot 1,5 times kørsel fra Port Elizabeth i det sydlige Sydafrika (Eastern Cape). Farmen har været familieeje siden 1944 og fungeret som jagtfarm de seneste 25 år. Med dens beliggenhed blot 25 km fra kysten ved Port Alfred og 35 km fra Grahamstown er farmen ideel for jagt- og famie/turistrejse. Jagten foregår både på selve farmen hvor indkvarteringen er beliggende, men finder ligeledes sted på omkringliggende farme.

Eastern Cape er et sandt paradis for naturelskere da området byder på alt lige fra frugtbar skov, betagende kystlinie, Baviaanskloof Wilderness Area, de sydlige tinder af de mægtige Drakensberg samt de åbne sletter i Great Karoo området. Den solbeskinnede kyst er populær med de milde somre, moderat vinter og varmt vand. I området er ligeledes beliggende Addo National Elefant Park der er det mest koncentrerede elefant reservat i Afrika og som ligeledes rummer ”Big Six” (big five + stor hvidhaj). Endvidere er området rig på historiske byer og Grahamstown er vært for det verdenskendte National Arts Festival – en tilbagevendende attraktion for tusinder af udstillere og besøgende.

Der tilbydes jagt på farmen hele året, men de mildere måneder fra april til oktober giver ofte de bedste resultater. Al jagt på farmen foregår som ”walk and stalk” hvor det er muligt hvilket giver de bedste oplevelser for at iagtage dyrelivet i deres naturlige habitat. Som så mange andre steder på jagt er det i høj grad op til den enkelte jæger hvilken jagtform der ønskes udført og det er derfor vigtigt at kommunikere sine forventninger til jagtledelsen, således man i videst muligt omfang får disse indfriet. Der kan jages 22 arter hos vores partner og bjergarter kan jages i Karoos Sneeuberg bjerge hvor man overnatter i Graaff-Reinet området.

Pragtfuld afvekslende natur spændende fra bjergområder til åbne græssletter. Kubusi Valley er udgangspunktet for jagten og er et flot område med en varieret vildtbestand, med overvægt af det vildt der lever i bushen. Jagten på det åbne lands vildt foregår i omegnen på store savanneområder. Jagten på nogle vildtarter kræver nogle gange, at man under safarien må flytte til andre områder. Bemærk at der skal være licenser til rådighed for nogle af de mere sjældne arter.

Indkvartering ved jagtrejser til Sydafrika

Midt i jagtområdet ligger beboelsen, der består af værelser med eget bad og toilet, placeret omkring et hyggeligt fællesareal med swimmingpool, overdækket jacuzzi, ”lapa”, stemningsfyldt spisestue og opholdsområde med bløde møbler, trofæer mm. Forplejningen er i top og består af veltilberete måltider lavet at farmens kok, der ofte benytter vildt i sine retter. På farmen er der sengeplads til 8 personer i små hytter med udsigt over dalene der omgiver farmen.

Der flyves til Port Elizabeth hvor du afhentes af værterne og kører de ca. 1,5 time nordøst på til farmen.